1866-1935, forstander for Haslev Højskole 1891-1935. Blev af Chr. Bartholdy kaldt "den betydeligste af Indre Missions Højskolemænd". I 1926 udgav han bogen Guds Frelsesveje i Israels Historie. Her skriver han på side 150 som indledning til et kapitel om Esajas 65-66 følgende:

Hvad Esajas ser er vel det samme, som den gamle Johannes så i Åb. Kap. 17-22. De to gamle Herrens tjeneres sidste syner falder sammen og udfylder hinanden. Esajas fortæller mest om den sidste herlighedstid her på jorden, det, vi kalder tusindårsriget. Johannes dvæler særlig ved herligheden i det nye Jerusalem.

Hvad Esajas atter og atter afmaler for os: Gudsrigets sidste herlighed her på jord, det gør Johannes færdig i 4-5 vers. Åb. 20,4-7. Og det, som Johannes bruger de to sidste kapitler til: det nye Jerusalems herlighed og de frelstes salige kår dér, det viser Esajas os i enkelte lynglimt en 4-5 steder i sine syner. Johannes afslutter gudsrigets udvikling med en såre lykkelig periode hernede, tusindårsriget, og en evig salig tilstand på en ny jord, som varer i alle evighedernes evigheder.

Men foran tusindårsriget går verdensmagten Babel under gennem en forfærdelig nedslagtning af de ugudelige mennesker ved Herrens munds sværd. Om disse tusinde år fortæller Johannes os kun, at de fromme skal opstå fra de døde og prædike for folkene. Det vil blive vældige prædikanter! Derefter kommer domsdagen med den store evige skilsmisse. Om ildsøen siger han lidt, men des mere om livet på den nye jord. Esajas derimod taler meget om tusindårsriget.