E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
19 Feb 2014 23:23

En ny og anderledes form for krig bliver nu ført mod Israel, en krig der er lige så dødbringende som den, hvor terroristernes raketter regner ned over Israels borgere, og selvmordsbombere daglig forsøger at krydse grænsen ind til Israel.

Denne anden krig er en krig på ord, som kommer til udtryk i bøger, aviser og alle andre medier, der er brugelige til formålet.

Den udkæmpes af pro-palæstinensiske journalister, akademikere og endog såkaldte bibelske lærde i vesten, der ikke alene benægter Israels ret til at eksistere i dag, men også benægter at jøder har nogen historie i Mellemøsten overhovedet.

Det lyder absurd, men Mellemøst forskeren David Meir-Levi påviser i sin banebrydende nye bog "Stjålne Historier" hvordan palæstinenserne og deres allierede angriber Israels ret til at eksistere, ved at slette deres historie og fortid.

Krigen om Israels overlevelse udkæmpes i Negev, Gaza, Vestbredden, på grænsen til Libanon, i den amerikanske kongres og i FN.

Men den udkæmpes nu, også på uddannelsesstederne og i foredrag over hele verden, hvor den historiske jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten udsættes for benægtelse og ligefrem sletning.

Men der har aldrig været et "Palæstina" eller et "palæstinensisk folk", og de mennesker der plæderer for et hjemland hvor palæstinenserne har levet fra "tidernes morgen"er nødt til at skabe en løgn historie for at give deres historie et skær af troværdighed.

Hvad kunne være nemmere end blot at stjæle Israels historie, og derved kunne opnå at slette den jødiske stat fra regionens og verdens historie?

Det er lige det, de pro-palæstinensiske akademikere og intellektuelle gør, i samarbejde med arabiske politikere. De skaber en fiktiv historie om et gammelt "palæstinensisk folk", som kontrollerede Kanaans land.

Det er en krig, ethvert sandhedselskende menneske ikke har råd til at tabe. Det er ikke bare en krig om Israels overlevelse, men en kamp mellem selve løgnen og sandheden.

 

Vi har nu i Danmark en udenrigsminister, der i sin historieløse naivitet brændende ønsker ar se en palæstinensisk stat som en realitet.

Han vil gerne være den danske udenrigsminister, der anerkender en palæstina stat, det synes han vil være flot, og henviser til at det i øjeblikket forhandles i FN's generalforsamling.

Jeg synes ikke, det ville være flot, men hans og ligesindedes udtalelser giver helt sikkert brændstof til de arabiske terroristers kamp for endnu engang at skabe et jødisk holocaust og slette Israel af landkortet.

Der er ikke andet at gøre, end at give denne naive minister kamp til stregen.

"dagens by 14-jan-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Rønne

Rønnes våben.pngRønne er den største by på Bornholm og hovedbyen i Bornholms Regionskommune. Byen har 13.568 indbyggere og ligger i Rønne Sogn, hvor Sankt Nicolai Kirke er sognekirke. Udenfor Folkekirken er bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Jehovas Vidner.

Det er muligt at der allerede i Vikingetiden har ligget et fiskerleje ved den naturlige havn. I slutningen af det 13. århundrede blev grundstenen lagt til Skt. Nicolai Kirke: et kapel til ære for de søfarendes helgen Skt. Nicolai. I 1327 fik byen købstadsrettigheder. Det viser, at den var blevet Bornholms vigtigste og største by. Rønne var en vigtig brik i spillet om magten i Østersøen, hvorfor den jævnligt skiftede ejerskab mellem den danske konge, biskopper, tyske fyrster og Hansestæderne. Købmænd fra hansebyen Greifswald havde omkring år 1400 en handelsstation i byen. 1525 blev Bornholm overgivet til lübeckerne som pant, fordi kongen ikke kunne betale, hvad han skyldte. Tyskerne udskrev skatter fra Hammershus og fik alle øens indtægter. Lübeckerne bragte en hel del handel med sig, og perioden var ikke ugunstig for Rønne, der kunne profitere af større markeder. I 1576 kom Bornholm tilbage til Den Danske Krone. Med en generel nedgang i østersøhandelen gik udviklingen i Rønne også noget i stå.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vores største sejre bliver vundet på vores knæ og med tomme maver.
Julio C. Ruibal