David Livingstone blev født i Blantyre, en forstad til Glasgow i Skotland, hvor faderen var tehandler. I 10 års alderen begyndte David i en bomuldsfabrik. Arbejdstiden var fra kl. 6 morgen til 8 aften. Derefter gik han på aftenskole til kl. 10, og siden læste han i sine bøger, til mor tog dem fra ham og slukkede lyset. Rejsebeskrivelser og videnskabelige bøger var hans kæreste læsning. Hans far var bange for, at han tog skade af de videnskabelige bøger, og ville tvinge ham til at læse religiøse bøger.

David blev hård, men en gang læste han noget af teologen Thomas Dick, som hævdede, at der altid var samklang mellem sand kristendom og sand videnskab. Det gjorde et stærkt indtryk på ham, og hjalp ham de første skridt på vejen til personlig kristentro.

Hungeren efter kundskab var stor, og han havde altid en opslået bog liggende foran sig på væven.

Da David fik rigtig lys over, hvad Jesus havde gjort for ham, følte han sig som en farveblind, der pludselig får sit syn. Nu ville han ofre sig igen. For penge han havde lagt til side af sin løn, begyndte han at studere teologi og medicin. Han ville være lægemissionær og blev optaget i London-Missionsselskabet, som bekostede hans videre uddannelse. Under en

samtale med afrikamissionæren Robert Moffat, fortalte denne, hvordan han ofte havde set røgen fra tusinde landsbyer, længere mod nord. Livingstone glemte aldrig dette udtryk. Han ville til Afrika!

Da Livingstone 1841 satte foden på afrikansk jord, var størstedelen af Afrika endnu ukendt. Hele det indre af Afrika var bare en hvid plet på verdenskortet. Missionærerne havde ikke nået langt udenfor Kap-kolonien i Sydafrika. Bare Robert Moffat havde trængt mod nord til Betsjuanaland.

Til denne missionsstation kom David Livingstone, og her blev han snart berømt for sin lægekunst. Men det var ikke hans hensigt at blive her. Han mente, at Evangeliet kun skulle tilbydes stammerne en tid, hvorefter man skulle rejse til nye egne. Her anlagde en missionsstation i Mobatsa, længere mod nord, og blev gift med Moffats ældste datter, Mary.

Det vrimlede med løver i omegnen. De dræbte både køer og geder. En dag de var særlig nærgående, tog Livingstone sit gevær og fulgte med de indfødte ind i krattet. Pludselig stod han over for en stor løve. Han skød, men løven blev ikke dræbt med det samme. Den sprang på ham og bed ham i skulderen, væltede ham omkuld og lagde sig til rette med sit bytte, medens den knurrede og rystede ham, som en kat leger med en mus. En af de indfødte

sprang til hjælp. Løven kastede sig over ham, men nu var dens kræfter også udtømt, og den sank død sammen.

Livingstone bar mærke af biddet resten af sit liv, og armen blev aldrig rigtig god.

Livingstone fortsatte stadig mod nord. Han optog et arbejde i bakveinstammen, men på grund af tørke flyttede hele stammen til Kolobeng.

Her fik Livingstone og hans hustru nogle af deres bedste og lykkeligste arbejdsår. De var unge, stærke og lykkelige begge to. "Vort ansigts sved er ikke mere en forbandelse, når man arbejder for Gud." sagde Livingstone. Men også i Kolobeng satte tørken ind. Længer mod øst ville der være levevilkår for tusinder af mennesker og en velegnet plads for en missionsstation, men her rådede boerne - indvandrede kolonister, der levede som storbønder på den jord, de havde taget fra de indfødte, som de havde underkuet. De regnede ikke en hottentot for mere end en hund. En slave, som gjorde oprør blev uden vider lagt på stejle og hjul og radbrækket. De hadede missionen, som talte for ligeret mellem sorte og hvide og tålte ikke Livingstone, så her var heller ingen mulighed. De ville være enerådende i det indre af

Sydafrika og uden indblanding af missionærerne, så de kunne "piske deres negre i fred". Derfor ville de for enhver pris hindre Livingstone i at fortsætte nordover.

Længere mod nord boede det mægtige makololofolk. Her kunne de måske finde et passende sted for en missionsstation i et sundt og tætbygget strøg.

Men på disse rejser mødte Livingstone slavehandelen i al dens gru. Han blev oprørt i dybet af sin sjæl. Dette uvæsen måtte standses, og det hastede.

Det bedste middel ville være at "åbne Afrika". Når de farvede opdagede, at de kunne få højere priser ude ved kysten for deres elfenben, og købe de varer de ønskede var fredelig handel, ville slavehandelen dø. Men hans hustru og barn kunne ikke være med på en sådan tur. De måtte tage til England for en tid - indtil han havde fuldført sin store rejse.

Livingstone stod i sin bedste kraft. Han var høj og usædvanlig stærk og hærdet. Han kunne næsten gå så længe, det skulle være. Ingen af de indfødte kunne gå ham træt. Han kunne sove, hvor det skulle være, på en vogn eller på åben mark. Han kunne tåle at gå våd dag efter dag og tålte også den brændende sol. Han kunne leve på afrikansk mad - eller nøjes med vand, rent eller urent.

27 mand fra makololoerne fulgte ham. Han sov mellem to af dem i sit telt, en tredje lå i teltdøren. Når de sad om lejrilden om aftenen, forsøgte han at lyse op i deres mørke sjæle. I grålysningen, før de drog videre, holdt han andagt, og i landsbyerne de drog igennem holdt han gudstjenester. Undertiden kunne der samles 5-600.

Men turen blev drøj. De kom gennem fjendtligsindede stammer og var ofte i stor livsfare. De kom gennem urskovsbæltet, hvor de måtte hugge sig frem fod for fod, medens slanger og vilde dyr lurede på dem overalt. De kom gennem slavebæltet, hvor landsbyens folk hviskende fortalte de indfødte, at de ville blive solgt som slaver, når de nåede til kysten, og en dag truede de med at ville vende. "Vend bare," sagde Livingstone. "Jeg fortsætter alene!" Så gik han ind i teltet og bad. Det så mørkt ud! Da tittede et mørkt hoved ind gennem teltåbningen, det var føreren:

"Vi vil aldrig forlade dig!" Nu kom de andre også: "Vi er dine børn - vi vil dø for dig!"

Strabadserne begyndte at tage hårdt på Livingstone, og da han den 31 maj 1854 nåede ud til Loanda ved Atlanterhavet, var han syg og elendig.

Nu kunne han have kommet med et skib til England, - men sagde nej til tilbudet. Han havde lovet at føre sine mænd tilbage, og endnu havde han kun fuldført den halve opgave. Han måtte også nå ud til østkysten, før "Afrika var åbnet", men den 20 maj 1856 nåede Livingstone og hans følge Kilimane på Afrikas østkyst. Da havde han været på rejse i Afrikas indre i 4 år og ikke hørt fra familien på 3 år.

I Kilimane lå der et brev fra det engelske Missionsselskab om, at han var afskediget. Men mente ikke, at hans opdagelsesrejser havde megen forbindelse med missionen. Men forstod endnu ikke, hvilken betydning det havde, at han havde "lukket Afrika op".

I England blev han overalt modtaget med store æresbevisninger. Han march tværs over Afrika, hans opdagelse af Ngamisøen, Meru- og Bangviolosøen, Tanganyikasøen, Kongofloden og det 2000 m. brede og 200 m. Høje Viktoriavandfald, havde gjort hans navn udødeligt.

"Folk taler om, at jeg har bragt et offer", sagde han ved et stort møde for studenter. "Sig hellere at det er en forret, at vi må betale lidt af på den store gæld, vi står i til Gud."

1858 drog han ud igen. Han havde sin hustru og sin yngste søn med. Men hans hustru blev syg og de måtte atter skilles, og først 1862 mødtes de igen, men glæden blev kun kort, knap 3 måneder efter gensynet døde fru Livingstone af feber. Det var et meget hårdt og tungt slag for Livingstone.

1866 drog Livingstone ud igen. Han ville fortsætte kampen mod slavehandelen, "verdens åbne sår". Årligt udførtes 19000 slaver fra Nyassaegnen. Denne gang ville han "åbne Afrika" på langs - og finde Nilens og Kongos kilder. I fem år hørte man intet til Livingstone, og rygterne gik, at han var død.

Den amerikanske bladmand Henry Moten Standley blev sendt til Afrika for at finde Livingstone, koste hvad det ville. Det blev et historisk møde, da de den 10 november mødtes i Ujiji.

Livingstone gjorde et mægtigt indtryk på Standley, som efter dette møde blev en afgjort kristen og senere kom til at føre Livingstones værk videre.

I august 1872 drog Livingstone ud på sin sidste færd, men hårde strabadser i silende regn dag efter dag nedbrød hans helbred fuldstændig. Da de nåede frem til sydsiden af Bangveolosøen, byggede mændene en hytte og lagde ham varsomt på en seng af grene og græs. Næste morgen fandt de ham død. Han lå på knæ ved sengen med hovedet skjult mellem hænderne, sådan som de så tit havde set ham i bøn. Så døde han da midt mellem sine sorte venner, hvis

frigørelse og evige frelse hans hjerte havde banket for.

Det var d. 4/5 1873. De skar hans hjerte ud og begravede det under et træ, hvorefter de balsamerede liget og bar det den 1800 km. lange vej til Zanzibar. Turen tog 9 måneder og flere gange var de ved at styrte af tørst, men de skyede ingen anstrengelser, for deres kære fader, som havde tilbagelagt over 52.000 km. i Afrika i kampen for deres vel.